Brug de mange tomme lejligheder nu

Af Peter Olesen 17

Ritts Bjerregaards idé om at anvende de mange tomme, dyre lejligheder i København på anden vis end tænkt, er god. For en gang skyld er jeg enig med Ritt Bjerregaard. Berlingske skrev om emnet både lørdag og søndag.  Det er intet mindre end pinligt, trist og uanstændigt, at der i  så lang tid har ligget så mange tomme lejligheder ubenyttede hen. Fordi de er for dyre og ikke kan sælges, og fordi de også er for dyre at leje ud. Vi ser dem mange steder i byen, de store, tomme lejligheder i det nye, eksklusive byggeri, ikke mindst i havneområdet. De er et resultat af overmodet, vildskaben, ufornuften og den helt urealistiske slutspurt i den store fest, som for længst er forbi. De store bygherres ben havde svært ved at nå jorden, de troede, de kunne gå på vandet, og de tillod sig efterhånden hvad som helst – også prismæssigt. Men så mange rige københavnere er vi nu heller ikke – i det lange løb.

Så taler vi anstændighed, var det nok snart en god idé at nytænke de ejendomme, der allerede er opført –og at sætte flere af de planlagte projekter andre steder i hovedstaden lidt på stand by, for ikke at sige i stå. Der skal efter planerne bygges i stor målestok på Carlsberg, på F.L.Smidth-grunden i Valby, på Grønttorvet i Valby og i Nordhavnen, alt imens der ligger hundredvis af pivtomme luksuslejligheder i havneområdet ved Tuborg, på Sluseholmen, på Teglholmen og snart også på Havneholmen. Man kan da ikke fortsætte det urealistiske og alt, alt for dyre byggeboom.

Ritt Bjerregaards idé om at forsøge sig med almene lejeboliger i de tomme bolighuse støder selvfølgelig på gældende lovgivning. Men lovgivning kan vel til enhver tid  tilpasses nye situationer, hvis fornuften  tilskynder dertil? Især i en tid med mangel på lejligheder til  vigtiger og uundværlige nøglepersoner fra mellemindkomstgruppen, folk der ikke kan betale den alt for høje husleje de fleste steder i København: politibetjente, skolelærere, sygeplejersker, sosuassistenter og pædagoger.

Det kan vel ikke være vanskeligere, end det kan lade sig gøre, hvis viljen ellers er til stede. Og det bør den ikke mindst være i en erkendt krisetid. De største ejerlejligheder kan måske deles op og få sig et ekstra køkken og bad. Og kvadratmeterprisen skal selvfølgelig ned i dem alle. Det må i forvejen være voldsomt dyrt og nærmest katastrofalt (for flere vel den direkte vej til konkursen) at brænde inde med så mange lejligheder på en gang uden nogen form for indtægt ved salg eller leje. Så er det vel bedre at leje dem ud for en stund til en fornuftig pris – eller at omdefinere dem, sælge dem til mindre end planlagt og dermed gøre dem til almene boliger.

Mens fru Bjerregaard nu kæmper denne kamp i sit foreløbig sidste år som overborgmester, en kamp med regeringen og bygherrerne med de tomme ejendomme, så håber jeg også, at samme overborgmester og hendes bystyre meget grundigt overvejer at vente med at sætte andet byggeri i gang – til de priser, vi kender i dag. Det er så bedrøveligt mange steder at se spøgelsesbyer med hundredvis af tomme lejligheder. Og det er ikke mindst uanstændigt, når man ved, hvordan der er spekuleret i at få for mange penge i de forkerte lommer. Bygherrerne er i høj grad selv skyld i, at det er gået, som det er gået. De har været grådige, har de.

Så gerne mere alment tak. Og til anstændige priser.           

17 kommentarer RSS

  1. Af Hans Eskildsen

    -

    Du har hørt om konceptet “at linke til sine kilder” ikke? Det er faktisk en af bloggens væsentligste kvaliteter. Det er jo ikke en brokkedagbog, du sidder og skriver.

  2. Af Kent Andersen

    -

    Det må vel være op til bygherrerne at beslutte om det er en fornuftig investering for dem at udleje DERES boliger til billigere priser. Ellers er det ikke anderledes end at tvinge boligejere til at sælge deres huse til den halve pris – og et samfund hvor politikere tillader sig det vil JEG ihvertfald ikke leve i.

    Men jeg kan se mange fornuftige økonomiske argumenter for bygherrerne til at leje ud til billigere priser. Det tab de nødvendigvis kommer til at realisere vil være mindre hvis de får bare lidt ud af deres investering. Men det er såsandeligt op til dem, og det er uanstændigt at bruge ordet “uanstændig” i dette indlæg fra Peter Olesen.

  3. Af Jan Schmidt

    -

    Hvis man nu får “foræret” en dyr lejlighed i Tuborg Havn eller andet steds, skal man så flytte ud når priserne igen går op, eller skal de der er heltige i al fremtid bo over evne på andres regning.

    De der har bygget for dyrt nu taber, hvis de tvinges til at sælge, de der har råd til at købe “tjener” så senere, det er betingelserne på et frit marked, det er ikke samfundet der skal betale for at få udvalgte kan bo over evne på alle andre bekostning.

  4. Af Jonas Søndergaard

    -

    Ja, idéen er sympatisk nok, men jeg kan heller ikke se, hvordan den skal realiseres!

  5. Af niels kristensen

    -

    Hvordan ser boligerne ud når de bliver fraflyttet. Hvem betaler for istandsættelsen?

    Hvorfor ikke tænke nyt?

    Hvad med at (ikke alle, men mange) give tilladelse til ferie-lejligheder, så vi kan få mange turister til København og derved lægge penge i vores samfund, så kan det være at krisen bliver begrænset.

    Og det vil ikke skade bylivet i København.

  6. Af Claus Sønderkøge

    -

    Selvom jeg bor langt fra København har det undret mig hvad baggrunden mon kan være for dette spektakulære forslag.

    Da boligpriserne forventes at falde yderligere mindst 30% i 2009 synes det nuværende tidspunkt at være det økonomisk ringest mulige.

    Det er svært at se hvad boligselskaberne skulle have interesse i her. Hvis de har behov for at bygge kan de jo gøre det. Jeg er sikker på at de har hensyn at tage som der ikke er taget højde for i privat spekulationsbyggeri.

    Hvem står i virkeligheden bag dette forslag?

  7. Af Hanne Dunager

    -

    Ca. 80.000 familier i Danmark består af een person !!! Og hvorfor? Fordi hvis folk flytter sammen koster det mere end de kan klare, så de beholder 2 boliger selvom de i virkeligheden kunne nøjes med een, da den ene bolig som regel står så godt som ubenyttet hen. Derfor er der osse her ca. 40.000 boliger som kunne “frigives” hvis reglerne for samboende med fælles husholdning blev ændret. Det hjælper ikke på de tomme, dyre lejligheder, men det kan skaffe bolig til en masse almindelige mennesker.
    Ideen er hermed givet videre !!!!

  8. Af Thomas Rasmussen

    -

    Peter Olesen er temmelig naiv. Hvem skulle finansiere forskellen på markedsprisen og så niveauet på en almenboligs pris? Jeg vil da gerne skrives op omgående hvis jeg kan få sådan en lejlighed til almenboligpris. Der kommer en boligkrise en gang imellem og om et par år eller deromkring så vil der komme gang i salget af disse lejligheder – til fuld pris -så vi skal ikke komme med kunstige støtteordninger hvor andre borgere betaler for at nogle pampere kan få en billig bolig at bo i. Hvem skulle kunne fordele disse boliger efter et retfærdigt princip? Ritt B. skulle hellere overholde hendes valgløfte om 5000 billige boliger men den gamle kone prøver forgæves at snakke udenom!

  9. Af Sinep Potenson

    -

    Skræmmende forslag som man hér kan læse på en angiveligt borgerlig avis.

    Nu skal vi simpelthen gøre op med den private ejendomsret ifølge Peter Olesen, så udvalgte grupper – altså Ritts vælgersegment – kan bo i lækre lejligheder på andres bekostning.

  10. Af Martin Seebach

    -

    Man kunne starte med at løsne lidt op i lejeloven, så det bliver mere attraktivt at bygge lejeboliger, samt at leje evt. usolgte ejerboliger ud.

    Men når et huslejeråd kan rette i f.eks. huslejen i en ellers fuldstændigt gyldig lejekontrakt, uden at give udlejer ret til så at opsige den, så forstår jeg godt at folk hellere vil have is i maven og vente til bedre tider, end at have en lejer inden for dørene.

  11. Af r. vangkilde

    -

    PETER OLESEN! EN SKÆG FÆTTER!

    Går sukkerkold: i leje – udleje prisen og financeringen af eksklusive boliger baseret
    på beliggenhed, miljø/vandudsigt,borger-
    identitet, arkitektonisk værdi e.t.c.

    Eksklusive boliger er en investering af familiens formue stor eller lille, men også
    i håbet om at kunne sælge.

    De almene boliger tager hensyn til beskæftigel-sen af politiske grunde det kollektive og kvan-
    titive. Men beskæftigelsen bliver mere og mere
    usikker.(Carlsberg flytter jo også!)

    Populisten PO drømmer måske om, at skifte
    identitet fra domænet Valby til Tuborg Havn
    af arkitektoniske grunde.

  12. Af Jakob Schmidt

    -

    Måske ville det være en ide, at staten gav ejerne et lille tilskud, mod at kræve, at de skulle leje lejlighederne ud med underskud, til en lav pris. Så skulle lejerne til gengæld have færre rettigheder; hvis ejerne fandt en køber skulle fristyen for at fraflytte lejligheden være ret kort.

  13. Af John Åge

    -

    Kære Claus Sønderkøge
    Du skriver at boligpriserne forventes at falde mindst 30 % i 2009. Det er da noget af en forudsigelse, må man sige. Jeg har faktisk hørt, at de falder hele 100 %! Så det ender med at man kan få en gratis lejlighed! Nej, skal vi ikke bare indrømme, at det er vanskeligt at forudsige noget om , hvilken retning det går – det gælder på de fleste markeder.

  14. Af John Åge

    -

    Kære Martin Seebach

    Huslejenævnet kan ikke regulere i huslejen for nybyggede lejligheder. Det kan kun ske for ældre lejligheder, der er bygget før 1992.

  15. Af Peter Hansen

    -

    Et fremragende forslag! Om få måneder vil den ene entreprenør efter den anden gå på r..en, og lejlighederne vil kunne erhverves for 1 kr. på tvangsauktion. Så hellere få en smule i kassen ved at SÆLGE til de almennyttige selskaber, så det allerstørste, ældste og mest urimelige samfundsproblem: boligmanglen, kan blive løst.

  16. Af Tom W. Petersen

    -

    Kære Peter Olesen
    Eftersom din mailadresse hos Thaning & Appel ikke vil modtage mine mails til dig, prøver jeg at komme igennem ad denne vej.

    Toften var min barndoms biograf. Jeg har altid beundret Maggi Baarings vægmalerier.
    Jeg så billedet af Baaring, der maler dem, i din fine bog om Valby. Herlig nostalgi!
    En formiddag den 5. juli 1971 tog jeg en lille serie lysbilleder i den næsten tomme biograf. Der var kun direktøren og en rengøringskone til stede, og jeg måtte gerne gå rundt og fotografere.
    Jeg har nu scannet disse billeder ind i min pc, ni ialt.
    Jeg vil ikke sige, at billederne er særlig fremragende, men findes der andre?
    Jeg er glad for dem, og hvis du ønsker det, vil jeg gerne sende dem til dig pr. e-mail.

    Venlig hilsen,
    Tom W. Petersen
    A. D. Jørgensensvej 19, 1. th.
    2000 Frederiksberg

  17. Af marianne johansen

    -

    goddag Peter Olesen.
    til dit indlæg om de mange store tomme lejligheder, vil jeg kommentere.
    Jeg boer på frederiksberg, har haft dialog”””
    med Borgmester Mads Lebech, han har den mening at jo størrer lejligheder jo flere børnefamilier, og fhv. husejere, men jeg ville
    godt have noget småt under de 110 km.2 som han synes en enlig havde brug for, men mht. indskud, mdr.leje uden boligtilskud over de 65km, kan de være svært at komme til de lejligheder, for der bliver ikke bygget sådanne her på frederiksberg, næsten alle nye lejelejligheder er på 95 og opad km.2. så det erhåbløst for en ganske alm. soc.pæd.gog eller hvilken stilling, at have råd til at flytte ind med indskud på 4o.ooo kr. husleje pr.mdr.11.5oo,oo kr. jeg forslog at lave en ganske alm.lejlighed, hvor man efter økonomi,behov selv anskaffede sig hårde hvidevare, og div.lux efter behov.
    Enstor tilhænger er jeg dog til, en slags bofællesskab, + 50 opgange, til os der ikke har
    store familier, og vennerne er flyttet til fjerne egne, osv. men det er også kun dem der har formue der har råd til at flytte ind i bofælleskaber for +50 år. men det er godt med debat i det forum som ikke er så omtalt, smålejligheder. m.johansen frederiksberg

Kommentarer er lukket.