Renoveringstilskud – gør det nu rigtigt!

Af Peter Olesen 8

Så er regeringens lovforslag om en renoveringspulje med tilskud til bygningsrenovering blevet fremsat i dag. 1,5 mia er i spil. Men pas nu på, gør det nu rigtigt, brug de rigtige håndværkere! Respekter husene!

                      Intet er lettere i denne verden end at renovere forkert, det vil sige med de forkerte materialer og med uskønne resultater.

”Renovering af boligens ydre rammer” er et af de begreber, der med det nye lovforslag gives tilskud til, herunder: Reparation, renovering, isolering og udskiftning af tag, tagrender og afløb. Reparation og udskiftning af ruder og vinduer og yderdøre, herunder terrassedøre. Isolering af ydervægge.

                      ”Renovering af boligens indre rammer” er bl.a. reparation eller fornyelse af køkken og bad…og installering af solfangere eller solceller…plus en hel masse andre punkter. Se det på Erhvervs- og Boligstyrelsens hjemmeside.

                      Men pas på. Som sagt brug de rigtige håndværkere. Det er vigtigt at sikre, at det er håndværkere med forstand på gode og sunde materialer og med respekt for det oprindelige. Fint at flere kommer i arbejde igen, men det skal være rigtigt. Og hvad er rigtigt? Det er lettere at give eksempler på, hvad der ikke er rigtigt:

                      Udvendig isolering. Lad for Gud skyld være med at klaske Rockwools isoleringsmåtter UDEN på husene…jeg ser det ske ved en lang række ejendomme på Fengersvej i Valby for tiden, og det forvansker husene ganske markant.

                      Lad være med at sætte sortglaseret tegltag på alle huse. Kun få er tænkt og egnet til de slags tag. De mange sorte tage er en dum dille, der har bredt sig desværre snart overalt.

                      Pas på med en af de værste fælder: Vinduerne. Brug samme snit, samme sprossebredder som før. Sæt ikke ”forkerte” vinduer i, så de står og glor tomt og dumt imod os med de udprikkede ”øjne”. Og mal dem med sund maling, pak ikke halvvåde vinduer ind i plasticmaling. Spørg evt. hos Centret i Raadvad.

                      Og pas på med yderdøre. Silvan og andre byggemarkeder fører nogle forfærdelige hvide plastic-yderdøre med citronhalvmåner for tiden. De misklæder alle huse. Og burde forbydes. Men desværre falde rigtig mange husejere for dem.

                      Det er skønt og dejligt med solenergi. Men læg solcellearrangementerne nænsomt i huset, rent æstetisk. Placeringen er ikke ligegyldig, hverken i forhold til sol eller æstetik. Det kan sagtens gøres godt. Ligesom det kan lade sig gøre at lægge de gode Velux-vinduer pænt, selv om de fleste gør det ikke-pænt.

                      Lad så være med at flå alle gode køkkener og badeværelser ud, bare fordi der er gået mode i at skulle erstatte alt indvendig. Mange både køkkener og badeværelser kan sagtens leve videre mange år endnu. Og passer måske rigtig godt til huset.

                      Så summe summarum:

Nu der er penge i spil, så søg den rigtige faglige bistand og de rigtige råd. Altså: spørg er godt for, før pengene slippes løs. Husene bør altid respekteres og behandles ordentligt.      

                     

8 kommentarer RSS

  1. Af Jens-Peter Hansen

    -

    Bent Betjent ville så gerne gøre firma BMW glad. Og fik en mindre brugt motorcykel ud af det, som bekendt. Her gør Peter Olesen så firma Velux glad. Og hvad får Olesen så mon ud af det? Et mindre brugt klapvindue? Til pæn læggelse?

  2. Af Jeroen A

    -

    Ja, det er rigtigt at tingene skal gøres rigtigt. Det gælder de fleste af livets forhold. Også renovering af huse.

    Peter Olesen,
    Jeg er ikke faguddannet med speciale i dette område, men er selv igang med en større proces, hvor vi dels renoverer, dræner og isolerer et eksisterende hus samt fordobler boligarealet ved tilbygning.
    Jeg forstår ikke din modvilje mod at isolere eksisterende huse udenpå.
    Med klimaet og energipriserne for øje er behov for at reducere energiforbruget.
    Den mest effektive måde at reducere det på er ved at reducere varmetabet.
    På nybyggeri er der selvfølgelig en række muligheder. Vi har brugt byggeelementer i flamingo, er fyldes med beton og pudses. Dermed har vi fået en ydermur, der lever op til passivhus standard.
    På eksisterende huse er mulighederne derimod begrænsede. Selv om et hus er hulmursisoleret er der faktisk et vist varmetab. Ikke alle huse kan hulmursisoleres. En del steder i det tild. Østeuropa isoleres ældre uisolerede betonejedomme udvendigt med stenuld, der pudses udenpå.
    Og så kan isolering på ydersiden ofte være en glimrende løsning.
    Lægger man isoleringen på indersiden er der større risiko for at få problemer med fugt i forbindelse med dugpunktet. Desuden tager isoleringen indvendig jo en ret væsentlig del af boligarealet.
    Det kan godt være at du kender til et konkret projekt, hvor der ikke er taget højde for husets udtryk efter renovering.
    Men, alting kan jo både gøres rigtigt og forkert.
    Metoden med at isolere udenpå synes jeg både er lovende, spændende og nødvendig.

    Det med glasserede tegl er jeg enig i. Det er kun visse typer huse som det passer til.

  3. Af Tommy Larsen

    -

    Glem ikke nu vi er igang “arkitekten findes” har man indvendige vægge som i årtier er blevet tudet ørene fulde af lørdags tilbud på plast vægmaling gør lidt for dit indeklima….kalk dine vægge og stik plastikfabriken fingeren ..iøvrigt er kalk det materiale som giver mest lys genskær og tilmed ganske simpel at arbejde med uden total afdækning af invetar drypper det tørre man af med en våd klud undervejs. En spand kalk og en kost det er alt man behøver for at tune sin bolig op hvis ellers vægge tillader det.

    Vinduer…med forsatsrammer få dem renoveret og ordenligt tætnet evt få sat isoleringglas i dit forsatsvindue og få tætnet dine vinduer ordenligt det kan lade sig gøre, få kikket dine døre efter for tætning i samme omgang.

    Ikke mindst går du i lagt med håndværker ..lav en aftaleseddel..noterer ALT (SKREV ALT)

    Duer ikke med levering af en dør …farve mål osv. skal skrives ned evt fabrikat osv..

    Det duer ikke med de tonvise af sager hvor der kævles om hvad var det egentlig vi aftalte.

    I samme omgang lav en betalingplan..rate 1. dækker det og det ..rate 2 dækker det og det …osv..

    Man burde betale dobbelt ejendomskat i de tilfælde man køber plastvinduer, man får kvalme af den kvalitets mangel.

    Vedrørende isolering uden på bygningen…viste du om at man kan få ultra tynd isolering (NASA materiale) istedet for at pakke huset ind i noget det overhovedet ikke er født til i udseende.

    Som Peter Olsensen omtaler der findes utallige eksempler på folk burde have fået dem noget vejledning…”ødelagt værdier for øjet og deres egen økonomi” ved et evt salg.

    God fornøjelse

    Husk på der sidder en Stein Bakker i mange håndværker og venter på dine penge :))

  4. Af Jon Genbyg

    -

    Jeg kan kun tilslutte mig et forbud mod citronhalvmåne døre og andet grimt plastik.

    Ta’ i øvrigt et et kig i Søren Vadstrups “Huse med sjæl” inden du går i gang med dit byggeprojekt.

  5. Af Peter Olesen

    -

    Kære Jeroen A. Jeg har en indgroet aversion mod udvendig isolering, når den tager sjælen af husene. Måske til nød på kedelige betonhuse og gasbetonhuse, men ikke på ordentlige murstenshuse fra begyndelsen af 1900-tallet eller på skæve bondehuse. Patinaen og sjælen ryger sig en tur. Og vinduerne kommer til at ligge så dybt, de ser ud, som om de har fået en for stor overfrakke på, og det har de jo også. Klodset.
    Det må gerne være gode isolerende, praktisk, nyttigt og ORDENTLIGT og respektfuldt at se på. Det sidste er ikke uvesentligt, i hvert fald ikke for mig.
    Koblede rammer, linoliemaling på de gamle vinduer, det er vejen…ikke dyrere og bedre, og i længden billigere. Det er der bare ikke mange, der ved.
    Ud med citronhalvmånerne og al den hvide plastic i vore huse. Og Jon Genbyg, god henvisning til Søren Vadstrup fra Raadvad. Vi må have Raadvad til at bladne sig her. Jeg forsøger.
    vh Peter O

  6. Af Jeroen A

    -

    Peter Olesen,

    Det er klart at der er huse, der har så meget sjæl, kvalitet og patina at det vil være synd at beklæde udvendigt.
    Omvendt er der mange huse af mere almindelig kvalitet, hvor en udvendig isolering lavet rigtigt kan blive ligeså flot eller endda bedre end originalen.
    Du sagde selv at tingene skal gøres ordentligt.
    Det lyder som om de eksempler du giver på udvendig isolering alle er mislykkede på grund af manglende kompetence og føling for sjælen.

    F.eks. skal vinduerne selvfølgelig flyttes ud så de kommer til at se godt ud. Vinduerne skal alligevel ofte skiftes i forbindelse med en større renovering af et hus og så er det da helt naturligt at lave vinduesløsninger, der respekterer det oprindelige, men ligger ude ved den nye facades niveau.

    Jeg er sikker på at der findes eksempler på at det til fulde er lykkedes.
    Ellers skal jeg henvende mig når vi når så langt.

    For hvad er ellers alternativet rent energimæssigt?

    Jeg er enig i at plasticvinduerne ikke er særligt gode.
    Vi overvejede dem selv. De kostede ca. 50 % af den kvalitets løsning som vi endte med. Derudover havde de nogle af de bedste U-værdier fordi karmprofilet er fyldt med stillestående luft i seperate kamre.
    Men, det lyder fælt når man rører ved dem, karmene er temmelig brede og specielt dørkarmene var virkelig store, grimme og upraktiske.
    Endeligt er der det problem med plasticvinduer, at UV-strålingen gør plastikken skør. Den bliver derfor skrøbelig og kan ikke repareres. Hvis man ønsker at udskifte dele er der stor fare for at andre dele knækker. Derfor skal hele vinduet for ofte udskiftes og så ryger noget af besparelsen i længden.

  7. Af Knud Olesen

    -

    Hej Peter Olesen
    Jeg ryster en gang imellem på hovedet, når jeg læser dine kommentarer. Jeg interesserer mig meget for arkitektur, så meget, at jeg på mine reoler har ca. 400 bøger om emnet. Jeg har også, når jeg færdes rundt i landet, en mening om, hvad JEG syntes er pænt eller mindre pænt, MEN jeg er sikker på, at de mennesker, der ejer huse og ejendomme er revnende ligeglade med, hvad jeg syntes og også ligeglade med hvad du syntes.
    Min respekt for din dømmekraft fik et knæk, da jeg læste bogen “Valby, bevar mig vel”. Der skriver du på side 109 om en villa i Carlsberg-kvarteret, som du syntes ikke passer. For det første er der tale om et kvalitetshus, for det andet er tiden løbet fra de store Pippi Langstrømpe huse. Havde du set ordentlig efter ligger der faktisk huse inde i selve udstykningen, der heller ikke indordner sig under flertallet. Det omtalte hus ligger dog i yderkanten.
    Med venlig hilsen
    Knud Olesen

  8. Af Dorrit Wejen

    -

    Kære Peter Olesen!

    Næste gang du kommer på Amager bør du se ejendommen Uplandsgade/Holmbladsvænge/Ved Sønderport. (Den gule ejendom).

    For nogle år siden blev den netop isoleret udvendig. Er blevet udført på en måde, så man stort set ikke kan se forskel på ejendommen før og nu, kun en lille forskel ved vinduerne, når man kender ejendommen. Arbejdet er udført af entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen.

    Mens arbejdet stod på, blev det på min foranledning omtalt i Boligen i Berlingske Tidende. Arbejdet kunne ses i alle detaljer.

    Med venlig hilsen

    Dorrit Wejen

Kommentarer er lukket.